Intro til sitet

Kolofon

Lærervejledning

Historisk kontekst

Om designet

 

Middelalderen i Danmark og Sæby
Baggrundshistorien Middelalderen i Danmark og Sæby er ikke tiltænkt eleverne, men til lærerne som baggrundstof, for at sætte Middelalderens Sæby ind i den historiske kontekst til begivenhederne i Danmark i samme periode. Således kan der drages paralleller mellem skolernes grundbøger i den almene historieundervisning, og materialet på www.middelalderens-saeby.dk og den lokale udvikling og historie i den pågældende periode.

Middelalderen i dansk historieskrivning defineres som hovedregel af perioden mellem vikingetiden og renæssancen, fra omkring 1050 – 1536. Af navnet fremgår det, at det er en periode mellem to andre, og tidligere var den ofte kaldet Den Mørke Middelalder, da man mente, at perioden blot var en overgangsfase mellem antikken og den ny tid – renæssancen.

Middelaldersamfundet i Danmark var ikke en mørk tid, tværtimod er det i den periode, at landet styrkes som et samlet rige under en konge, og megen af den administrative inddeling og opbygning samfundet bæres på gennem de følgende århundreder skabes i middelalderen.

Den kristne katolske tro, som Harald Blåtand indførte i Danmark havde for alvor bidt sig fat i middelalderen, og magten i samfundet lå delt mellem Kongemagten, Adelen og Kirken. I den tidlige middelalder havde der været holdt Danehof, i den sene middelalder lå magten ved Rigsrådet, en sam-ling af rigets bedste mænd, adelige og gejstlige. På stænderforsamling-erne, der indførtes i Danmark i 1468 begrænses adelens magt og borgere og bønder fik mulighed for at komme til orde.

Endelig havde Danmark i slutningen af middelalderen en betydelig position blandt Europas stormagter, og var førende i Norden. Den vigtige søvej og handelsrute mellem Østersøen og Nordsøen var under dansk kontrol, hvilket gav Danmark en magtfuld position, men også gav anledning til mange konflikter, specielt med det stærke og magtfulde forbund af Hansestæder.

Sæby i tidlig middelalder kender vi ikke meget til. Der har været tidligere bebyggelser inde i landet omkring Sæby, men ikke omkring det nuværende Sæby. Områdets magtcentre har ligget andre steder, blandt andet på Rugtved ved Voerså, og omkring bispesædet ved Børglum.
De tidligste aktiviteter ved Sæby i Middelalderen finder sted omkring be-gyndelsen af 1400tallet, hvor fiskere slår sig ned ved udmundingen af Sæby Å, for at tage del i det store sildefiskeri langs kysten. Fiskeriet havde stor betydning, dels p.g.a muligheden for konservering af mad-varen, og dels p.g.a den katolske kirkes mange fastedage, hvor man ikke spiste kød, men gerne fisk. Sæby var i middelalderens slutning begun-stiget af fiskestimerne, der søgte langs Vendsyssels østkyst og af det vigtige salt til konservering, dels fra Læsø, men også på kysten omkring Sæby fandt en betydelig saltproduktion sted.
I Sæby er der i første omgang tale om en midlertidig sæsonbebyggelse, der efterhånden bliver mere permanent. Omkring 1450 opføres en lille teglstenskirke helt ude ved kysten, ved Sæby å. I kirken ses fire våbenskjold, tre fra lokale adelsmænd, der har støttet opførelsen af kirken, og et der tilhørte biskoppen i Børglum Stift, Jakob (Jep.) Friis.

Chr. I
Da Christoffer af Bayern pludseligt dør ung og barnløs i 1448 vælges Christian, som den første af den Oldenborgske slægt, som konge af Danmark, og i 1450 også af Norge. I en kortere periode er Chr. I også konge af Sverige men afsættes igen, kalmarunionen opløses og flere årtiers krige om den danske konges ret til den svenske tronen indledes.
Chr. I arver de tyske hertugdømmer, Slesvig og Holsten, mod at love at de aldrig måtte forenes med kongeriget, og at de to hertugdømmer aldrig måtte skilles. Igen blev der skabt grundlag for mange efterfølgende krige og stridsspørgsmål.
Chr. I indledte reguleringer af forholdene mellem bønder og adel, borgere og købstæder, ligesom han opmuntrede til handel med Nederlandene, for at begrænse Hansestædernes magt i Danmark.
Hermed er der lagt et grundlag for mange års stridigheder, både indenrigs mellem adel, bønder, borgere, og kirke, og udenrigs mod Sverige, Hanse-stæderne og om hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Jakob Friis og Sæby.
Mens Chr. I var konge i Danmark, hed biskoppen i Børglum Stift Jakob Friis. Han havde allerede tidligt haft interesse for den spirende bebyg-gelse ved Sæby, og været med til at opføre en kirke på stedet. Han fik stor betydning for stedets udvikling fra fiskerleje til købstad. I 1562 fik han overdraget den lille kirke i Sæby og en stor grund, mellem kirken og åen, til munke af karmeliterordenen, der påbegyndte en udvidelse af kirken og opførelsen af et stort kloster. Dette medførte en rivende udvikling i byen, med øget handel og omsætning, koncentreret om byens havn. Biskoppen har selv taget del i dette, både som landsdelens øverste myndighed, men også som handelsmand. Vi ved fra skriftlige kilder, at han selv har haft handelsskibe på søen.

Kong Hans efterfølger sin far, Chr. I, som konge i Danmark og Norge i 1481. Hans bliver desuden konge af Sverige efter sejren i slaget ved Rotebro i 1497. Allerede i 1501 løsriver Sverige sig igen den danske konge, og da Hansestæderne erklærer Danmark krig, følger Svenskerne trop. Kong Hans, der har etableret en stærk dansk orlogsflåde tvinger svenskerne til fredsslutning i 1511, hvor de må anerkende Hans som konge.
Indenrigs fortsætter Hans sin fars linie, og udfordrer blandt andet adelen, ved at vælge en borgerlig skomagersøn som biskop i Odense, frem for en fra adelens egne rækker. Hans dør i Aalborg i 1513, efter et fald på hest.

Niels Stygge Rosenkrantz og Sæby.
I kong Hans regeringstid var Niels Stygge Rosenkrantz biskop i Børglum Stift, fra 1486 til 1519. Niels Rosenkrantz var tæt på kongerne og en stærk mand i rigsrådet. Han fortsatte sin forgængers interesse for købstaden ved Sæby. Biskoppen havde herresæde på Sæbygård tæt ved købstaden, og fik også overdraget herregården Voergård. Disse gårde, hvor han opholdt sig mest, er i eftertiden omtalt som biskoppernes lysthuse, hvor de levede et frit og frejdigt liv som adelsmænd mere end som kirkens mænd. Niels Stygge Rosenkrantz fik en hård medfart i sit eftermæle om sin gejstlige embedsførelse, hvor det siges, at han interesserede sig mere for Verden end for Gud.
I 1519 overdrog han sit embede som biskop til sin søstersøn, Stygge Krumpen, mens han selv fortsatte som abbed på Børglum Kloster, stadig en magtfuld, men mere tilbagetrukket position.

Borgerkongen Christian II efterfulgte sin far, kong Hans, på den danske og norske trone. I 1520 angriber og besejrer han Sverige, der må overgive sig og hylde Chr. II som svensk konge. Chr. II skiller sig under det Stockholmskse blodbad af med de værste modstandere, ved at henrette 90 adelsmænd og biskopper på Stockholms torv.
Chr. II fortsatte en borgervenlig politik til fremme for købstæderne og bor-gerstanden, mens han indskrænkede adelens magt og indflydelse. Han fratager kirken og adelen magt, således at købstæderne får eneret på handel, og kirken kan ikke længere appellere domme til paven. For at stå stærkt over for Hansestæderne indgår han alliance med Nederlandene, men i 1521 erklærer Lübeck Danmark krig. Efterfølgende, i 1522, udbryder der oprør i Sverige mod Chr. II anført af Gustav Wasa.
De store skatteudskrivninger som følge af krigene og generel modstand mod kongens borgervenlige politik, får i 1523 den jyske adel og flere biskopper til at gøre oprør mod kongen. Med i sammensværgelsen mod Chr. II var biskoppen i Børglum Stift, Stygge Krumpen. De sammen-sværgede afskriver sig deres troskab for Chr. II, og allierer sig med dennes farbror, hertug Frederik, der sammen med de jyske oprørere tvinger Chr. II i landflygtighed.

Stygge Krumpen og Købstaden Sæby
Mens Chr. II var konge, overdrog Niels Stygge Rosenkrantz i 1519 sit embede som biskop i Børglum til sin søstersøn, Stygge Krumpen. Stygge Krumpen havde stået på god fod med Chr. II, under hvem han tidligere havde arbejdet som embedsmand, men som følge af kongens politiske udvikling, og efter blodbadet i Stockholm, opstod et modsætningsforhold mellem de to.

Som sine forgængere foretrak Stygge Krumpen sine ejendomme på østkysten, Sæbygård og Voergård. Voergård udbyggede han som en stærk herreborg, hvor af dele består i dag, og ved Sæby fortsatte han udviklingen af købstaden. Denne udvikling kulminerede i 1524, året efter Stygge Krumpen var med i sammensværgelsen, væltede Chr. II og bragte Frederik I til den danske trone. Kongen udstedte, d. 10. august 1524, blot tre dage efter sin kroning, købstadsprivilegier for Sæby. Hermed fik byen og dens borgere fulde rettigheder til handel og håndværksvirksomhed på linie med landets øvrige kongelige købstæder, dog med den ikke ubetydelige undtagelse, at det stadig var biskoppen, og ikke som almindeligt, kongen, der ejede og havde rettighederne til købstaden.
Stygge Krumpen kvitterede byen med opførelsen af det store sideskib til Sæby kirke, hvor man i kalkmalerierne i loftet finder både Stygge Krumpens, og Niels Stygge Rosenkrantzs våbenskjolde. Det samme gør sig gældende for altertavlen, der er fra samme periode.

Frederiks I blev konge i 1523 efter en række jyske adelsmænd og biskoppers sammensværgelse mod Chr. II. Allerede samme år får adelen sine tidligere privilegier og rettigheder tilbage. I håndfæstningen skriver Fr. I blandt andet under på, at han vil beskytte den katolske kirke i Danmark, men i 1526 udnævner han Lutheraneren Hans Tausen til kongelig ka-pellan, og i hertugdømmerne gennemfører hans søn, Christian refor-mationen.

Der er stadig uroligheder blandt den danske befolkning. Det katolsk dominerede rigsråd og landets magtfulde biskopper opponerer mod den Lutheransk venligt stillede konge, og borgerne og almuen ønsker Chr. II tilbage til Danmark. I 1531 prøver den landflygtige Chr. II at vende tilbage til magten i Danmark, og hyldes som konge i Norge. Fr. I får ham til Danmark under løfte om frit lejde, men Chr. II bliver taget som fange på Sønderborg slot, og er fængslet frem til sin død.

Grevens Fejde
Efter Fr. I's død tøver det katolsk dominerede rigsråd med at vælge hans søn, den overbeviste lutheraner Christian, som konge, og Christian ville ikke umiddelbart overtage kronen på rigsrådets betingelser.
Lutheranerne i rigsrådet og borgerne i København og Malmø valgte at støtte Chr. II's genindsættelse som konge. Hansestaden Lübeck med Grev Christoffer af Oldenburg i spidsen så sit snit til at genvinde en magtfuld position, ved at støtte Chr. II.

Rigsrådets danske biskopper og katolske adelsmænd stod overfor valget mellem den lutheranske Christian III, der ville betyde den katolske kirkes endeligt, eller at få genindsat den katolske, men borgervenlige Chr. II, som de havde afsat et årti tidligere, med det Stockholmske Blodbad i bag-hovedet.

Den efterfølgende borgerkrig fik navnet Grevens Fejde efter Grev Christoffer.
I 1534 rejste en jysk bondehær sig i oprør mod adelen, anført af Skipper Clement. I slaget ved Svenstrup besejrer bondehæren den jyske adelshær, og flere nordjyske herregårde nedbrændes, blandt andre Styg-ge Krumpens Voergård. Johan Rantzaus lejetropper sættes ind mod bondehæren og knuser den ved Aalborg. Skipper Clement henrettes.
Johan Rantzau fortsatte over Fyn til Sjælland, mens svenske Gustav Wasa sendte tropper ind i Skåne og Halland for at støtte Chr. III. Kun i København holdt borgerskabet stand, men måtte overgive sig efter måneders belejring, og i 1536 bliver Chr. III konge i Danmark.

Den 12. august 1536 bliver de katolske biskopper fængslet. Hermed fjerner Chr. III al modstand mod reformationen, styrker kongemagten og får, ved at konfiskere bispegodset, en anseelig formue, der blandt andet skal dække gælden fra krigen.
Chr. III gennemfører reformationen, og resten af hans regeringstid bliver en fredelig periode, oven på en urolig afslutning af middelalderen.

Stygge Krumpen og reformationen
Sammen med landets øvrige biskopper blev Stygge Krumpen fængslet efter Chr. III havde overtaget den danske trone og var gået i gang med at gennemføre reformationen i Danmark. De fleste af biskopperne blev frigivet efter et – to år, bekendte sig til den nye trosretning, giftede sig og levede herefter som kongelige lensmænd og herremænd. Stygge Krumpen blev bragt til Sønderborg Slot, hvor han kom til at tilbringe de næste seks år i fangenskab. Først i 1542 blev han løsladt, og fik Asmild Kloster som len, hvor han levede forholdsvis ubemærket frem til sin død. Forud for løsladelsen havde han måttet underskrive et forpligtigelsesbrev med 11 adelsmænd som garanter. Heri afgav han bispeværdigheden og godset, svor kongen troskab og svor ikke at prædike den katolske lære, men selv fastholdt han den katolske tro frem til sin død i 1551.

Reformationen af Sæby
Reformationen fik store konsekvenser for købstaden Sæby. Ikke kun på det gejstlige område, som den egentlig ellers drejer sig om. Der blev ikke gennemført en voldsom reformation med afbrænding af kirke og katolsk inventar, som det ses i andre byer. Heller ingen munke blev jaget fra deres kloster af oprørske borgere. Nej, manden på prædikestolen var endda den samme før, som efter reformationen. I Sæby valgtes klostrets sidste katolske prior, Laurids Bojsen, som den første lutheranske sognepræst.
På det verdslige område, derimod, blev følgerne af reformationen store. De fik langt større betydning for byens fortsatte udvikling.

Købstaden Sæby var blomstret op fra et fiskerleje til en betydelig handelsby, stærkt tilskyndet af Biskopperne i Børglum Stift, og måske i særdeleshed Stygge Krumpen, der kom til at stå som ejer af købstaden og dens privilegier.
Efter reformationen blev Stygge Krumpen fængslet på Sønderborg Slot ligesom Chr. II. Købstaden og herregården Sæby overgik til kronen. Der blev indsat en lensmand på Sæbygård, men der var langt til byens nye ejer i København, der ikke havde samme interesse for den lille by på Vendsyssels østkyst, som de tidligere ejere og mæcener havde haft. Der var ingen til at udvikle og vedligeholde byens livsnerve, havnen. Magistraten – bystyret – havde ikke midler der til, og havnen forfaldt. Der var ikke den samme overvågenhed for overholdelse af byens privilegier, der blev krænkede af ulovlig handel. I byen var der ikke længere noget kloster, og den udvikling og det liv, det havde bragt med sig forsvandt.
Byens kloster blev overdraget til bystyret, da munkene ikke længere kunne holde det store bygningsværk, efter ”biskop Stygge kom fra os”, som de selv udtrykker det. Bystyret kunne heller ikke holde de store bygninger, der blev revet ned og genbrugt som byggematerialer i Sæbys huse. Grundstenene blev gravet op og brugt til forbedringer på havnens mole. Tilbage står nu kun den dog stadigt imponerende og smukke kirke.

Sæby gik i stå. Det ses tydeligt af de følgende århundreders befolk-ningstal, der er faldende frem til midten af 1800tallet, og af kortmaterialet, der viser, at byen heller ikke udvikler sig væsentligt geografisk i samme periode.

Hvor Renæssancen skulle have været tilbagevenden til tidligere tiders storhed, og middelalderen skulle have været mørk, blev det for Sæby nærmest det omvendte.

Til Top

Middelalderens Sæby       © 2011 Nordjyllands Kystmuseum, Sæby afd.